Muligt samarbejde i forbindelse med åbningen af StreetLab i Hillerød

Kære alle med interesse for skateboarding i StreetLab.

Bestyrelsen i Nordsjællands Skateboard Forening (NSF) har været i dialog med StreetLab, om et muligt samarbejde i forbindelse med åbningen af StreetLab i Hillerød.

Derfor rettede vi en formel henvendelse til deres daglige leder, med henblik på at få afklaret de organisatoriske og driftsmæssige rammer for StreetLab, så vi som bestyrelse kunne vurdere mulighederne for et godt samarbejde. Vi forsøgte også at synliggøre, hvad vi som forening, kan bidrage med, og i den forbindelse bad vi også om et møde med ledelsen i StreetLab, men det blev desværre ikke imødekommet.

Vi har fået oplyst, at StreetLab på nuværende tidspunkt ikke ønsker at binde sig til en bestemt organisering, eller forholde sig til spørgsmål om samarbejdsrammer. Vi kunne dog henvende os igen i det sene efterår, når Streetlab har fundet sin form.

For NSF er klare rammer, gennemsigtighed og forventningsafstemning en forudsætning for at kunne engagere vores frivillige og medlemmer i et projekt. Vi har som bestyrelse et ansvar for, at vores forenings tid og ressourcer investeres på et tydeligt og trygt grundlag. Med over 75 aktive medlemmer og et tæt samarbejde med både SkateDanmark og Rullesport Danmark, begge under DIF, repræsenterer vi en organiseret del af det miljø, som StreetLab også henvender sig til.

Da vi ikke kan opnå den nødvendige afklaring på nuværende tidspunkt, har vi besluttet at sætte vores engagement i StreetLab-projektet i bero.

Vi ønsker StreetLab en god opstart og håber, at faciliteterne vil komme mange brugere til gavn. Hvis der på et senere tidspunkt etableres klare organisatoriske rammer og et grundlag for et formaliseret samarbejde, er NSF fortsat åben for dialog.

Med venlig hilsen
Bestyrelsen
Nordsjællands Skateboard Forening